August 17 2017 03:43:20
Navigation
Forside
Badlands.dk
Debatforum
Køb-Salg-Bytte
Kontakt siden
Artikler
Downloads
Links
Nyhedskategorier
Fotoalbum
Søg
Besøgende
Gæster online: 1

Brugere online: 0

Antal brugere: 1,018
Nyeste bruger: janusminde
Statistik
Sådan kan du få billetter til Parken d. 22. juni
Når nyheden om, at endnu en koncert med Bruce Springsteen her til lands står for skud, dukker frem, frembringer det en stor glæde hos alle danske fans. Næsten lige så stor er dog nervøsiteten, der pibler frem, når den store dag for billetsalget går i gang hos Billetnet.
For nogen bliver nervøsiteten erstattet af glæde ved at være en af de heldige, der kom igennem et nåleøje af et billetsystem, der i sandhed har haft oppe og nedture. Mange må dog se skuffelsen i øjnene, når de indser, at køen var for lang og billetterne for få.

Er du en af de mange, der var uheldig i dag? Måske kan denne lille artikel hjælpe dig lidt på vej.

Hvad er det første, du skal gøre? No Surrender!
Parken er et stort stadion, og der er mange billetter hos folk. Dog kan det kræve en smule arbejde og ikke mindst opmærksomhed at opstøve de billetter, der går i salg.

Der er ikke noget facit, men bestemt flere tilgange til at skaffe billetter, og her vil jeg ridse et par af dem op.

Før du giver dig i kast med metoderne, anbefales det at læse nedenstående, som er vigtigt at bide mærke i ifm. koncerten i Parken.

Generelt om eBilletter
Det lyder smart og er det som sådan også. eBilletter kan du printe hjemme fra stuen, og du får billetterne med det samme, samt en besparelse på et halvdyrt Post Danmark-beløb. Men køber du billetten på "brugtmarkedet", er eBilletter ikke just guld og grønne skove. Der er flere risici forbundet med netop disse, og dem skal man være opmærksom på.
Første og fremmest kan eBilletter printes lige så mange gange billetejeren har lyst til. Hvis ejeren beslutter sig for at printe 10 stk, er der ikke noget, der forhindrer personen i at sælge disse 10 stk.
Jamen fedt, så er der 10 fans, der kan komme ind? Nej. Det er tværtimod kun den første fan, der kommer ind til koncerten, mens resten bliver afvist. Der er mange(!) eksempler på netop dette.
Når man handler over nettet, har man ikke mulighed for at vide, om billetterne er printet flere gange. Det eneste man kan gøre er at sørge for at gemme alt information af sælgeren (gerne med ID) og bruge sin sunde fornuft.

Da rigtig mange af billetterne til Parken (og resten af Skandinavien) er eBilletter, er det vigtigt at være opmærksom på dette aspekt. Dette gælder selvfølgelig også ordinære billetter, men de er lidt sværere at forfalske og kopiere.

1. Ventelisten
Selvom det ofte kan virke omvendt, er man som koncertarrangør meget opmærksom på, at der ikke må sælges for mange billetter. Der er et hav af sikkerhedsregler, der skal overholdes, og ingen arrangør har lyst til at skulle inddrage billetter fra folk, der allerede gladeligt har købt og betalt.
Derfor bliver der som regel solgt et absolut minimum af billetter på selve billetsalgsdagen. Når vi så kommer tættere på koncerten, og infrastrukturen er på plads, vil man se på, hvor mange ekstra fans, man kan lukke ind. Måske finder man ud af, at scenens placering kan ændres således at flere tribunepladser bliver tilgængelige, eller måske skal der ikke være så mange fadølssanlæg på plænen som først antaget.
Disse billetter bliver hos billetnet.dk oftest tilbudt ventelisten først i en begrænset periode før de frigives til alle. Så skriv dig på ventelisten! Det kan oftest godt betale sig.

Ventelisten findes på dette link:
Venteliste

Fordele:
- Du får en billet på lige fod med alle andre på ventelisten
- Prisen er uændret
- Du har intet at miste - skriv dig på!
- I tilfælde af en ekstrakoncert vil ventelisten også typisk være prioriteret

Ulemper:
- Billetterne vil typisk kun være tilgængelige i en begrænset periode, så tjek din mail ofte - især om morgenen!
- Der er ingen garanti for, at der overhovedet frigives billetter til ventelisten

2. Fansider
Bruce Springsteen-fans er nogle af musikverdenens mest trofaste; de drøner gerne lande og riger rundt for at fange Bossen. Disse fans ved godt, at det er alfa/omega at skaffe billetter på salgsdagen, så det gør de uden tøven. De ved ligeledes, at de oftest er nemme at komme af med igen, så de forhaster sig ikke med at købe ekstra i tilfælde af, at de lige skal have introduceret en ven til musikken. Dette har den konsekvens, at der ofte ligger en masse billetter hos fans rundt omkring, og disse vil typisk blive tilbudt andre fans - "we take care of our own" - til indkøbspris, der der er generelt respekt for, at alle kan havne i samme situation. Så skynd dig at oprette en bruger på et af de mange forums rundt omkring og tjek dem jævnligt for billetter - det går stærkt!

Hvis du har billetter til en anden koncert, er du også godt stillet. Prøv med en byttehandel. Er billetterne ikke tilsvarende i pris, betales differencen.

Fordele:
- Prisen er oftest indkøbspris iht. den gode fanånd. Forvent dog at skulle betale for gebyrer pålagt billetbureauet
- Springsteen-fans er blandt de mest troværdige og pålidelige fans, og du kan ofte stole på dem

Ulemper:
- Der skal arbejdes! Mange fans mangler billetter, og jo hurtigere du ser opslaget og kontakter sælgeren, desto større sandsynlighed er der for gevinst.
- Risikoen for at blive snydt er der. Tjek evt. om sælgeren har solgt andre billetter på siden. Hvis sælgeren har været medlem af fansiden længe, er det også et godt tegn. Dette kan ses på de fleste forums, fx herinde.

P.S. Et tip til handel over nettet er at bruge PayPal.com og anvende sit Visa/Dankort-kort. Derved har du nogle juridiske rettigheder, hvis du skulle være uheldig at blive snydt. Disse rettigheder mister du ved en normal bankoverførsel.

Fansider:
Brucefan.dk
Backstreets.com
Greasy Lake
Facebook-gruppen "Bruce Springsteen - Danmark"
Facebook-gruppen "Bruce Springsteen - Sverige"

Springsteen-fans har tendens til forkortelser og begreber, som bruges i flæng. Her er de vigtigste:
- Face value: Indkøbsprisen. Hvis du køber til face value, betaler du det, sælgeren har betalt for billeten.
- FOS: Front-of-stage. Billetterne til inderscenen.
- GA: General Admission. Almindelige ståpladser.
- Pit: Samme som FOS eller et endnu mindre område lige foran scenen

3. Viagogo.dk
Mange har hørt om fænomenet Viagogo. De er eksperter i at promovere sig på Google og har desuden et hav af billetter til salg. Fristende. Dog skal du være opmærksom på, at Viagogo også er ekspert i dårlig omtale; de har været i de danske mediers søgelys utallige gange, og det har ikke været positivt.
Som jeg ser det er Viagogo.dk ikke svindel og humbug. Mange har gladeligt brugt det og fået de billetter, de har betalt for, men man bør forstå konceptet. Viagogo køber billetter og sælger dem videre til ofte langt over indkøbsprisen, men det reelle problem er, at folk videresælger billetter på Viagogo, mens Viagogo ingen mulighed har for at tjekke validiteten på billetterne, da de ikke er en del af Ticketmaster. Ej heller kan de være sikre på, at sælgeren sender billetterne til køberen, hvilket kan være et problem, hvis sælgeren har sat billetter til salg på andre sider også. Kombiner det med, at folk, der sælger til overpris, måske heller ikke er så stuerene på andre punkter. Dette gør Viagogo et risikabelt marked for køberen.
Jeg har også hørt om flere, der har fået pengene tilbage grundet falske billetter eller billetter, der ikke ankom (til tiden), men hvad gør det, hvis man står med en ugyldig billet i Parken d. 22. juni?

Dette er derfor bestemt ikke en opfordring til at bruge Viagogo, men muligheden er der, og den bør nævnes med tilhørende info.

Fordele:
- Du får sandsynligvis din billet, men det er risikofyldt

Ulemper:
- Billetten er ofte prissat vanvittig højt over markedsprisen. Dette er ulovligt iht dansk lovgivning, men da Viagogo opererer fra Schweiz, er det ikke et problem
- Du ved ikke, om du får din billet til tiden
- Sælgeren kan have solgt den samme billet til flere (se afsnit om eBilletter)
- Du støtter et marked, der består af billethajer og forværrer derfor situationen

Så alt i alt opfordres der til ikke at anvende Viagogo. Vær også påpasselig med Biljett24.se.

Brugeranmeldelser af Viagogo
Ekstra Bladet: Billetlugen melder Viagogo til politiet

4. Mød op
Som beskrevet ovenfor, er der mange billetter hos fans, som sandsynligvis ikke bliver brugt. Hvis du møder op i Parken om morgenen med et skilt om, at du mangler billetter, er der en god chance for, at nogen har taget en eller to ekstra billetter med, som de har i overskud.
Mange Springsteen-fans har gode erfaringer med dette punkt, så hvis alt andet fejler, så gi' det skud, hold fast i din tro og ta' en tur til Østerbro.

Fordele:
- Der er en god chance for, at du kan få en billet
- Prisen er ofte til salgspris eller under afhængig af typen og tidspunkt på dagen
- Du har mulighed for at verificere billetten, før du betaler (se punkt med eBilletter)

Ulemper:
- Du er afhængig af, at du møder en person med ekstra billetter
- Du kan ikke være 100% sikker på validiteten. Bed evt. den pågældende person om at vise sit ID og tag evt. et billede af det. Hvis navnet på billetten stemmer overens med ID'et, er det et godt tegn.

Husk kontanter! - Udlændinge har ikke Mobile Pay.

5. dba.dk
DBA - Den Blå Avis. Denne hjemmeside adskiller sig fra Viagogo ved, at der er direkte kontakt mellem køber og sælger. DBA gør meget ud af, at folk ikke sælger til overpris, men det er dog ikke sjældent set, at sælger skriver udbudsprisen på hjemmesiden, men bagved kører sin egen lille SMS-auktion. Vælger du at købe billetter over DBA, anbefales det på det kraftigste, at du ikke bare sender pengene og håber på, at der ligger en billet i postkassen et par dage senere. Aftal i stedet et møde med sælgeren, hvor du ser billetten (og sælgeren) an og kun betaler, såfremt at det ser lovende ud. Brug din fornuft. Hvis du alligevel vælger at få sælgeren til at sende billetten, så sørg for at få den sendt anbefalet eller som en pakke, så den kan spores i posten. Hvis den blot sendes som almindelig brev og ikke dukker op, hvem står så med ansvaret?
DBA har desuden en funktion, der kan CPR-validere deres brugere, hvilket giver en øget sandsynlighed for, at sælgeren er den, han udgiver sig for. Dette kan ses på sælgerens profil.

Fordele:
- Da sælgeren garanteret er baseret i Danmark, har du mulighed for at se billetten an på forhånd
- Mange bruger dba.dk, og der er mange billetter til salg derinde

Ulemper:
- Der er ikke nær samme troværdighed, som hvis du handler via fansider
- Du risikerer at blive snydt, hvis du ikke tager dine forholdsregler (se punkt eBilletter)
- Billetten er ofte sat til en skjult overpris, som du får ved kontakt

Held og lykke til alle billetjægerne!
Og husk - har du billetter i overskud, så sælg dem til en fan - evt. her på siden - og til normalpris. Det ville du have sat pris på, hvis det var dig, der stod uden billet ;-)
Kommentarer
#1 | Bodil d. 26. February 2016 22:21
Hvor er det dejligt Jeppe, at du har gjort det store arbejde med at orientere om måden, at skaffe sig billetter på. Du kommer virkelig omkring, så det er nyttig viden for nybegyndere. Så ærgerligt at siden ikke bliver set.
Jeg vil prøve at huske at anbefale siden. Selv er jeg så heldig, at kende til mange af måderne, og har derfor altid kunnet finde billetter, hvis jeg ikke var heldig at komme igennem til køb på dagen. Det er i sig selv vældigt nervepirrende.
Bodil
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Du skal være registreret bruger for at kunne vurdere.

Du skal logge indeller oprette dig som bruger for at kunne stemme.

Fantastisk! Fantastisk! 100% [2 Stemmer]
Rigtigt godt Rigtigt godt 0% [Ingen stemmer]
Godt Godt 0% [Ingen stemmer]
Hverken godt eller dårligt Hverken godt eller dårligt 0% [Ingen stemmer]
Dårligt Dårligt 0% [Ingen stemmer]
Log ind
Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
Debatemner
Nyeste emne
GA til Foxborough søges
Billetter
Rom 16 juli 2 billet...
Byttes
2 billetter til Hors...
Mest aktive emner
Ingen emner oprettet
Shoutbox
Vi lukker shoutboxen i en periode. Brug venligst vores forum i stedet.